Færgefart indstillet pga. høj vandstand

Færgen mellem Thyborøn og Agger har indstillet sejladsen, fordi vandstanden i Limfjorden er kraftigt forhøjet.

Billedet her er fra en vindstille dag. I dag ligger færgen, der sejler mellem Agger og Thyborøn, nok knapt så stille.

Hvis du skal fra Thyborøn til Agger eller retur, må du indstille dig på noget af en omvej. Færgeoverfarten er nemlig lukket resten af dagen.

- Vi har indstillet sejladsen pga. høje vandstande, og fordi det blæser. Vandet står langt over færgeklappen, så vi kan hverken få biler i land eller ombord, forklarer Børge Nielsen, der er overfartsleder.

I stedet må de omkring 300 bilister, der dagligt bruger færgen, benytte sig af Oddesundbroen og køre over Thyholm.

- Færgen ligger stille i Thyborøn Havn i hvert fald resten af dagen. Som prognoserne ser ud nu, sejler vi ikke igen før i morgen formiddag, lyder meldingen fra overfartslederen.

Der er på nuværende tidspunkt ikke meldinger om problemer med andre færger eller broer i landsdelen.