Færgeråd: Vi er til grin

Næssundfærgen har mindre end tre måneder tilbage at sejle i. Et frivilligt færgeråd har kæmpet for at bevare færgen, men forgæves. Vi er til grin og har spildt vores tid, lyder det fra de frivillige.

150207nassund.jpg

Næssundfærgen har snart sejlet sin sidste tur mellem Mors og Thy, da det ikke har været muligt for Thisted og Morsø Kommune at finde midlerne til at drive færgen videre. Og det ærgrer færgerådet, der har kæmpet for færgens bevarelse.

- Vi er blevet gjort til grin. For et år siden fik vi den opfattelse, at færgen kunne sejle videre, hvis driften blev halveret. Vi har foreslået, hvor pengene kan spares - alligevel lukker de færgen, siger talsmand Søren Christensen.

Næssundfærgen har en årlig drift på 2,2 millioner. Den fik færgerådet barberet ned til 1,2 millioner - en næsten halvering - men det er åbenbart ikke nok.

- Vi er meget skuffede over, at politikerne ikke for et år siden var ærlige og sagde, at vi lukker færgen ligegyldigt, hvor meget I råber og skriger. Det er bedre end at give os et falsk håb. Vi har mange andre ting, vi gerne vil bruge tiden på, fortæller Søren Christensen.

Færgerådets bestræbelser ikke nok

Det med at have givet færgerådet falske forhåbninger, kender borgmester Hans Ejner Bertelsen (V) fra Morsø Kommune ikke noget til. Faktum er, at økonomien ikke hænger sammen.

- Jeg er ked af, at færgen skal lukke, men færgerådets bestræbelser har ikke været tilstrækkelige, forklarer han.

Færgen sejler sin sidste tur den 30. april.