Færge snart i drift igen

Formanden for Mors-Thy Færgefart regner med, at Næssund-færgen er i drift igen torsdag morgen.

281014Naessundfaerge.jpg

Der er håb for de pendlere, der plejer at tage færgen over Næssund mellem Thy og Mors.

Færgen har ligget stille i omkring tre uger på grund af en defekt kobling, men i løbet af et par dage skulle de tekniske udfordringer være løst.

Morsøs 2. viceborgmester Viggo Vangsgaard (S), der er formand for Mors-Thy Færgefart, siger, at den nye kobling formentlig kommer til Mors i dag.

- Så skal den monteres, og færgen skal prøvesejles. Men vi regner med, at færgen er tilbage i normal drift torsdag morgen, siger Viggo Vangsgaard til tvmidtvest.dk.

Hvor længe færgen så bliver i drift, er til gengæld usikkert. Morsø Kommune har besluttet at stoppe tilskuddet til overfarten senest den 1. september 2015. En gruppe lokale borgere i Karby undersøger indtil da, om de skal skaffe økonomi til at drive færgen videre.