Færdselskontrol: 54 bøder på tre timer

Politiet i Thisted havde travlt, da de gennemførte en færdselskontrol. 54 bilister blev stoppet på bare tre timer.

Der var nok at se til for de 14 betjente, der tirsdag stoppede bilister i Thisted-området. I løbet af tre timer stoppede politiet 54, som havde overtrådt færdselsloven.

- Jeg havde ikke forestillet mig, der ville være så mange. Jeg synes, det er voldsomt. Det er mere end vi plejer at have, siger Jørgen Jensen, politikommissær, Midt- og Vestjyllands Politi.

21 personer blev stoppet, fordi de talte i mobiltelefon, 17 havde ikke sele på, en havde ikke spændt sit barn fast, 11 fik klip i kørekortet, mens fire fik en betinget frakendelse af kørekortet. 

- Jeg ved ikke, hvorfor der var så mange. Folk ved jo godt, at de skal have sele på og ikke må tale i mobiltelefon, mens de kører, siger politikommissæren.

Den bilist med mest fart på, blev målt til 87 km/t et sted, hvor det kun er tilladt at køre 50 km/t.