Fængslet for vold mod politiet

En 29-årig kvinde fra Sunds blev lørdag fængslet ved et grundlovsforhør i Herning sigtet for vold mod tjenestemand.

Ny politibil, udrykning150713_0.jpg

Natten til lørdag blev politiet kaldt ud til værtshuset Fox and Hounds i Herning, da en 29-årig kvinde frra Sunds angiveligt slog ud efter flere mennesker og også kastede et askebæger efter en. Også to udsmidere var hun efter.

Flere voldsepisoder

Da politiet anholdt kvinden og fik hende placeret på politibilens bagsæde, sparkede hun ud efter betjentene og ramte med sine højhælede sko den ene i lysken. Kvinden er i forvejen kendt af politiet for lignende episoder, og politiets vagtchef Anders Olesen fortæller, at kvindens prøvetid efter et tidligere overfald på ordensmagten endnu ikke er udløbet. Dommeren valgte i dag lørdag at varetægtsfængsle kvinden - foreløbigt frem til 2. december.

Mange i byen

Juleøllen blev frigivet fredag, og det gav generelt mange mennesker i nattelivet, og politiet måtte have bødeblokken frem lidt oftere end ellers. Både i Silkeborg, Herning og Viborg blev der delt bøder ud, men især i Holstebro var der noget at se til. Her har politiet noteret omkring 15 sager. Det har blandt andet været folk, der har haft en voldelig optræden, råbt efter politiet eller tisset op ad butiksvinduer.