Fængslet for tyveri af designermøbler

Politiet sigter en 31-årig mand for et indbrud, hvor der blev stjålet Wegner-møbler og PH-lamper.

Ny ret, Holstebro, skilt.jpg
Foto: arkivfoto

Politiet har muligvis fået et gennembrud i sagen om de mange tyverier af designermøbler, der har plaget det vestjyske de seneste måneder.

En 31-årig mand blev fredag eftermiddag varetægtsfængslet i fire uger - sigtet for et indbrud i en villa i Mejrup i Holstebro den 10. november, hvor der blev stjålet blandt andet Wegner-møbler og PH-lamper for i alt 200.000 kroner.

Den 31-årige var efter politiet opfattelse ikke alene om indbruddet i Mejrup. Hvem de andre gerningsmænd er, ved ordensmagten endnu ikke, og derfor blev grundlovsforhøret holdt bag lukkede døre.

Hæleri og bedrageri

Udover indbruddet i Mejrup blev den 31-årige også sigtet for bedrageri, idet han - ifølge sigtelsen - solgte nogle af de stjålne møbler til en københavnsk mand, der ikke vidste, at der var tale om tyvekoster.

Han blev også sigtet for hæleri, fordi politiet fandt nogle højttalere, der stammer fra et indbrud i Brørup, på hans nu tidligere bopæl i Holstebro.

Den 31-årige nægtede sig skyldig i alle tre sigtelser.