Fængslet for røveri med finger

To mænd blev i aftes anholdt efter forsøg på at røve kiosken på Banegårdspladsen i Viborg.

Den ene af mændene havde på usædvanlig vis forsøgt at true indehaveren af kiosken med en finger i en lomme.

Overmandet

Det overbeviste dog hverken indehaveren eller et vidne til røveriet om, at der skulle være et ægte våben i lommen.Derfor overmandede de manden med den truende finger og hans hjælper, der ventede uden for kiosken.

Påvirket

Begge mænd virkede ifølge politiet påvirkede, og derfor forekom røveriet meget ustruktureret.De to lokale mænd på 29 og 25 år blev i aftes anholdt ved 21.30-tiden kort efter det mislykkede røveri-forsøg.

Den ene fængslet

Den ene blev i dag fremstillet i grundlovsforhør og fængslet i 14 dage. Den anden blev løsladt men får formentlig også en dom.