Fængslet på dødstrusler mod kommunalt ansatte

39-årig skibonit nægter sig skyldig og kærede kendelsen til landsretten.

Foto: Arkiv

Selv om han nægtede sig skyldig, blev en 39-årig mand fra Skive onsdag varetægtsfængslet for trusler mod kommunalt ansatte i Skive og Aabenraa kommuner. 

Læs også Ringede til Borgerservice og truede med at skyde ansat

Ifølge sigtelsen ringede den 39-årige tirsdag til Skive Kommune og truede med at komme og skyde den medarbejder, han talte med.

Senere ringede han også til Aabenraa Kommune, og under denne samtale truede han - stadig ifølge sigtelsen - sin sagsbehandler i Skive og dennes familie på livet.

I retten erkendte han at have ringet til begge kommuner, men nægtede truslerne. Han forklarede, at han havde drukket alkohol i løbet af dagen og havde svært ved at huske samtalerne.

Den 39-årige er for nylig flyttet til Skive Kommune, og han gav i retten udtryk for, at han følte sig fanget i sagsbehandlingen mellem de to kommuner i forbindelsen med flytningen.

Retten besluttede at fængsle den 39-årige indtil den 19. april. Han kærede kendelsen til landsretten.