Fængslet i sag om halvt kilo amfetamin

Tre mænd sidder nu bag tremmer efter stort narkofund i Viborg.

Retten i Viborg Doer.jpg

En 23-årig nordjysk mand blev onsdag varetægtsfængslet i en større narkosag fra Viborg.

Den 23-årige er sigtet for at besidde 489 gram amfetamin med henblik på videresalg. 

Det halve kilo amfetamin blev fundet på en adresse i Viborg den 30. november. Dagen efter blev to mænd fængslet i sagen - det skete bag lukkede døre, fordi politiet mente, at der stadig var skyldige på fri fod, og tirsdag formiddag blev den 23-årige så anholdt og sigtet i sagen.

Den unge nordjyde, der tidligere har haft midlertidig bopæl i Viborg, nægtede sig skyldig under grundlovsforhøret og kærede rettens beslutning om at fængsle ham til landsretten.

Til gengæld erkendte han, at han havde 14 gram amfetamin på sig, da han blev anholdt.