Fængslet for dokumentfalsk

27-årig købte bil i Tjørring ved hjælp af falske papirer - og solgte den videre for 140.000 kroner.

Retten_i_Herning_ext_3.jpg

En 27-årig mand uden fast bopæl blev tirsdag ved retten i Herning varetægtsfængslet til den 9. februar - sigtet for bedrageri og dokumentfalsk for 800.000 kroner.

Den 16. november købte den 27-årige en bil hos en autoforhandler i Tjørring. Han fremviste papirer, der skulle dokumentere, at pengene var overført fra banken. Problemet var bare, at der var tale om papirer, han selv havde lavet. Og efter "købet" solgte han så bilen videre på Sjælland for 140.000 kroner.

 Den 27-årige erkendte i retten, at han har brugt samme fremgangsmåde i fire andre tilfælde. Det gik ud over en møbelforretning i Vejle og tre autoforhandlere i Ribe, Gram og Sakskøbing.