- Fængsler ser igennem fingre med hash

Tidligere ansat i Statsfængslet Midtjylland fortæller, at narko til en vis grad accepteres i flere fængsler, fordi det skaber mere ro.

Det er langt fra unormalt, at man i danske fængsler ser igennem fingre med de indsattes misbrug af hash og andre narkotiske stoffer.

Det fortæller Carsten Voss Hansen, der gennem halvandet år arbejdede som misbrugsbehandler i Statsfængslet Midtjylland i Nr. Snede.

Han fortæller til TV MIDTVEST, at personalet til en vis grad undlader at gribe ind over for misbruget. Simpelthen fordi det er med at skabe ro i fængslet.

- Det er en kendt sag for alle, der arbejder i fængselsvæsnet. Vi havde fanger, som i kortere eller længere tid stort set var påvirket konstant, siger Carsten Voss Hansen.

Nultolerance

Fængselsinspektør ved Statsfængslet Midtjylland, Niels Kløve Larsen, afviser beskyldningerne. Han siger, at fængslet har en klar nultolerance på narkoområdet.

- Hvis vi kan se, at nogen er påvirkede, bliver der grebet ind konsekvent, siger han.

Carsten Voss Hansens melding kommer dagen efter, at en nabo til det åbne fængsel Kærshovedgaard ved Ikast stod frem på TV MIDTVEST og fortalte, at pushere ofte bruger hans skov til at komme ind på fængslets område. Samtidig udtrykte han frustration over, at personalet ofte ikke har tid til at gribe ind, når han ringer for at fortælle om smuglingen.

Kærshovedgaard hører ind under Statsfængslet Midtjylland.

02:10 Luk video