Fælleslister mod Fælleslisten

Lokallister mener "Fælleslisten" misbruger navn og beder Indenrigsministeriet skride ind.

Poul A Christensen Faelleslisten.jpg

 

Der er ved at opstå en del forvirring omkring navnet "Fælleslisten" - og hvem der har ret til at bruge det.

Flere lokale politiske lister har i årevis stillet op under navnet "Fælleslisten" - blandt andet i Ikast-Brande- og Sønderborg Kommuner. Og det er gået fint lige ind til, at "Fælleslisten Vest" valgte at stille op til Folketinget og samtidig indskrænke navnet til bare "Fælleslisten".

Men det skaber så meget forvirring, at blandt andre Fælleslisten i Ikast-Brande nu beder Indenrigsministeriet om at skride ind og påbyde Fælleslisten (tidligere Fælleslisten Vest) at finde et nyt navn, skriver AOH.dk.

- Hvis et parti eller en liste ønsker at opstille til folketinget skal det være med et navn, der ikke skaber forvirring i befolkningen eller går ud over andre politiske aktører, skriver blandt andre Preben Christensen fra Fælleslisten i Ikast-Brande under på.

Brevskriverne understreger, at den nye Fælleslisten ingen tilknytning har til de gamle fælleslister. Derfor er den politiske linje ikke nødvendigvis ens - måske endda langt fra.

Fælleslisten afviser

Leif Hornshøj, som er formand for partiet Fælleslisten, ser ingen grund til, at det ny landsdækkende parti skal ændre sit navn.

- Vi har allerede fået Indenrigsministeriets tilladelse til at stille op under navnet Fælleslisten, siger han til P4 Midt & Vest.