Fældet af DNA-spor

Efterlyst mand anholdt efter rutinetjek i Sunds.

RingkoebingPolitiSkildt.jpg

DNA-spor er et politiets vigtigste redskaber i kampen mod indbrudstyve - det blev endnu engang bevist, da en 22-årig litauisk mand blev anholdt mandag eftermiddag.

Den 22-årige blev rutinemæssigt vinket ind til siden, da han i bil var på vej gennem Sunds - og det viste sig at være en god idé. Han var nemlig efterlyst for et indbrud i Videbæk, hvor politiet havde fundet hans DNA.

Litaueren blev tirsdag formiddag fremstillet i et grundlovsforhør, hvor dommeren besluttede at varetægtsfængsle ham til den 20. december. Han nægtede sig skyldig, men valgte dog ikke at kære kendelsen til landsretten.

Samtidig undersøger politiet, om han kan sættes i forbindelse med nogle af de mange andre indbrud, der har plaget politikredsen på det seneste.