Fælden klappede for mistænkt fisketyv

Nordjyde anholdt og sigtet for tyveri af fisk i Hanstholm og Vorupør.

Røget ål

Efter at have været eftersøgt i flere måneder klappede fælden torsdag for en 34-årig mand, der ifølge politiet har en del tyverier på samvittigheden.

Den 34-årige, der stammer fra Nordjylland men er uden fast bopæl, blev klokken 12.49 anholdt i Bedsted. Politiet sigter han i første omgang for 9 forskellige forhold, der blandt andet drejer sig om tyveri af ål og andre fisk fra fiskefirmaer i Hanstholm og Vorupør.

Dertil kommer tyveri fra en garage og indbrud i en villa.

Nordjyden er ifølge politiet tidligere dømt for lignende kriminalitet, og politiets jurister har derfor besluttet at fremstille ham i et grundlovsforhør med krav om fængsling.

Den sigtede skulle blandt andet have forsøgt at sælge nogle af de stjålne fisk via Facebook.

Opdateret klokken 14.30:

Den 34-årige erkendte sig skyldig, da han blev fremstillet i retten, og sagen sluttede derfor med, at han fik en straksdom på fire måneders ubetinget fængsel.  Han blev løsladt, indtil han kan begynde at afsone dommen.