Hvis man sjældent ser en ishockeykamp, kan det være både kringlet og svært at forstå, hvad der præcist foregår på isen.
For hvad er det nu lige ’icing’, ’faceoff’ og ’powerplay’ er for nogle størrelser?
TV MIDTVEST samlet seks punkter fra ishockeysporten, der er gode at kende, så du kan blive helt klar til at følge VM i ishockey i Herning.
1. Kampen
En ishockeykamp foregår på en 60x30 meter stor bane, og den består af tre perioder af 20 minutters varighed. Som man kender det fra sportens verden, handler det naturligvis om at score flest mål.
Ender kampen uafgjort efter tredje periode, går kampen i overtid. Herefter vinder holdet med den første scoring kampen. Bliver der ikke scoret i overtiden, skal vinderen findes i en straffeslagskonkurrence.
2. Spillerne
Hvert hold har seks spillere på banen ad gangen. En målmand, to forsvarer og tre angribere. Spillerne er typisk på isen i 45 sekunder, inden de skiftes ud med holdkammerater.
Hvert hold, som består af i alt 25 spillere, kan skifte ud lige så ofte, de vil under kampene.
3. VM-formatet
De 16 deltagende nationer er delt ind i to grupper i den indledende runde. Alle hold møder hinanden én gang, hvilket giver syv kampe til hvert hold. De bedste fire hold i hver gruppe går efter de syv gruppekampe videre til kvartfinalerne, hvor puljerne krydses med hinanden. Herfra er det knald-eller-fald frem til finalen, hvor der skal spilles om guldet. Taberne af de to semifinaler spiller om bronzemedaljer.
De to dårligste hold i turneringen rykker ud af ishockeyens A-række.
4. Icing
Hvis et hold sender pucken fra egen banehalvdel og ned bag modstanderens mål, bliver der dømt icing. Spiller man i undertal, er det dog ikke muligt at få dømt en icing imod sig.
Når der bliver dømt icing, sættes spillet i gang igen via en faceoff.
5. Faceoff
Efter spilstop sættes spillet i gang igen med en faceoff, hvor dommeren lader pucken falde mod isen, hvorefter to angribere kæmper om at vinde pucken. Faceoffs kan foregå både på midten og i begge ender af banen.
6. Powerplay
Hvis modstanderen får en udvisning, spiller holdet i overtal i powerplay. Udvisninger varer typisk to eller fem minutter.
Scorer holdet i overtal i powerplay, bliver modstanderholdet fuldtalligt igen. Hvis holdet i undertal, scorer i modstanderens powerplay, forbliver holdet i undertal, indtil udvisningen udløber.