Facebook-opslag forarger: Skoleelever så kyllinger blive halshugget

​Skolen lagde en video på Facebook, hvor en række skoleelever så to kyllinger blive halshugget. Det var alle dog ikke lige tilfredse med.

På Langsøskolen i Silkeborg har de flere kyllinger. Foto: Karsten Mortensen, TV MIDTVEST

- Det er meget makabert at bruge slagtning som underholdning. For børn endda.

- Totalt perverteret - hvad bilder de sig dog ind - respektløst – unødvendigt - det er ondskab.

- Kæft I burde skamme jer. Lære børn om mangel på empati. Vis dem, hvordan man planter grøntsager i stedet.

Det er blot nogle af de kommentarer, som Langsøskolen i Silkeborg har modtaget, efter at de for to dage siden lagde et opslag på Facebook, hvor de viste, at de i Langsøskolens SFO havde vist børnene, hvordan man halshugger hanekyllinger.

Opmærksomheden kom bag på skolen.

- Det er klart det opslag, vi har haft, der er blev delt blandt flest mennesker. Og jeg er glad for, at vores forældre og dem der kender skolen generelt har reageret positivt, fortæller skoleleder på Langsøskolen, Keld Vestergaard.

Han mener ikke, at det var forkert at vise eleverne slagtningen.

- Jeg kan stå inde for, at det foregik fuldstændigt, som det skal, og at medarbejderen der stod for det vidste, hvad han havde med at gøre og gjorde det på en god måde. Det var ikke et underholdningsindslag, siger han.

Vegetarforening imod

Kyllingerne blev slagtet i forbindelse med et kyllingeprojekt, der hedder Fra Start til Slut. Her var eleverne med til at ruge kyllingerne ud, være med til at fodre dem, indrette deres hjem, og i onsdags var der så også to af hanerne der skulle slagtes.

- Tanken var, at der er meget god undervisning i, at eleverne får mulighed for at fingrene i det og være med til at gøre noget i virkeligheden, modsat undervisning hvor vi bare lader som om, siger skoleleder på Langsøskolen, Keld Vestergaard, og tilføjer:

- Mælk starter altså ikke med at være i en karton, og en kylling starter ikke med at ligge i en plastikemballage nede i fryseboksen. Alle de gode snakke og alt den gode læring der er i de situationer, er det vigtigste for os, siger han.

Den tanke er Dansk Vegetarisk Forening dog ikke enige i.

- Vi synes ikke, at det er i orden. Det er en mærkelig og brutal måde at vise børnene, hvor maden kommer fra, siger generalsekretær i foreningen, Rune-Christoffer Dragsdahl og fortsætter:

- Men når man gør det på denne måde, så er det vigtigt, at man vækker børnenes empati for dyrene. Man skal også demonstrere, at dyrene spiser mere foder, end der kommer kød ud af det, forklarer han.

Den kritik forstår skolen dog ikke.

- Altså de to haner skulle slagtes, for vi kan ganske enkelt ikke have tre haner i vores hønsehus. Spørgsmålet var bare, om vi skulle involvere eleverne i det, eller om vi skulle gøre det diskret. Det foregik præcist, som det skal foregå, siger Keld Vestergaard, som fortæller, at han intet fortryder.

02:13 Luk video