Facebook-hit: Indbrudstyv må opgive, mens han bliver filmet

Natten til onsdag forsøgte en indbrudstyv forgæves at trænge ind til en købmand i Thy. Tyven måtte dog opgive, mens han blev filmet.

Spar Sjørring Facebook
Foto: Privatfoto

Købmand Henrik Poulsen vågnede kl. 4 onsdag morgen ved, at det puslede under privaten, som ligger lige over købmandsbutikken i Sjørring.

- Jeg hørte, de brækkede i døren nedenunder ind til butikken, fortæller Spar-købmand Henrik Poulsen til TV MIDTVEST.

- Så åbnede jeg vinduet og begyndte at lyse på dem og spurgte, om ikke de skulle til at videre?

Så stak tyvene af.

Købmanden fortæller, at der ud over indbrudstyven, sad to mand og ventede i en Opel Corsa. Den stak de alle tre af i, efter at købmanden havde råbt til dem.

Købmanden har lagt indbrudsforsøget ud på Facebook med en humoristisk kommentar. Her hitter det kejtede indbrudsforsøg, som torsdag middag havde haft 54.000 visninger og næsten 600 delinger.

Af videoen fremgår det, at tyven ikke er speciel ferm til sit job.

- Det er et koben ude fra Fætter BR, griner købmanden.

- Om han så havde fået en halv time til det, så tror jeg ikke, han var kommet ind. Han har ikke kunnet åbne en dåse tun.

Politiet oplyser, at bilen blev meldt stjålet fra Thisted midtby tirsdag ved 14-tiden.

Onsdag eftermiddag fandt ejeren selv bilen på Vegendalvej i Thisted.