Får hjemmebane i OL-kval

Landstræner Klavs Bruun Jørgensen glæder sig over at undgå en tur til Rumænien eller Montenegro.

FC Midtjyllands Trine Østergaard og resten af det danske landshold møder Rumænien, Montenegro og Uruguay på hjemmebane.
FC Midtjyllands Trine Østergaard og resten af det danske landshold møder Rumænien, Montenegro og Uruguay på hjemmebane.
Foto: arkivfoto

Chancerne for at de danske håndboldkvinder kvalificerer sig til OL i Rio til næste år blev onsdag en god del større.

Det internationale håndboldforbund IHF har nemlig besluttet, at Danmark skal være vært for den OL-kvalifikationspulje, som det danske landshold deltager i til marts. Det skriver Dansk Håndbold Forbund på sin hjemmeside.

Danmark er i pulje med Rumænien, Montenegro og Uruguay, og Rumænien havde ligesom Danmark også lagt billet ind på værtskabet.

- Det bliver en fordel for os, at vi ikke skal til Rumænien eller Montenegro at spille. Jeg er derfor rigtig glad for, at vi har fået hjemmebanen, og jeg håber på en lige så fantastisk opbakning, som vi netop har set ved VM, siger landstræner Klavs Bruun Jørgensen. 

Kampene spilles den 18.-20. marts, og to hold fra puljen kvalificerer sig til OL. Danmark sikrede sig adgang til kvalifikationspuljen, da det under det netop overståede VM i Herning blev til en sjetteplads. Under VM tabte Danmark i den indledende runde både til Montenegro og Rumænien.

Det er endnu ikke besluttet, hvor i Danmark kampene skal spilles.

Danmark har også søgt om værtskabet til herrernes OL-kval, men da man endnu ikke ved, hvilke hold der skal deltage i turneringen, er det stadig usikkert, hvor kampene skal spilles. Danmark kan kvalificere til direkte til OL ved at vinde EM i januar i Polen.