Få et overblik over ny aftale for realkreditområdet

Ny politisk aftale skal begrænse, hvor meget der må opkræves, når kunder skifter realkreditinstitut. Få det fulde overblik over aftalen her.

Et bredt flertal har torsdag præsenteret en ny aftale for realkreditområdet. Den skal blandt andet gøre det billigere at flytte sit boliglån fra et realkreditinstitut til et andet.

Regeringen og Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, De Radikale og SF står bag aftalen.

Her kan du læse om hele aftalen:

  • Realkredit- og pengeinstitutternes begrundelser for prisstigninger skal være mere gennemsigtige.

Ved ændringer i bidrag, rentetillæg eller gebyrer skal det begrundes, hvad der har udløst stigningen.

  • Låntagerne skal have længere tid til at reagere på stigende priser på lån.

Varslingsperioden for stigninger i bidrag, rentetillæg eller gebyrer øges fra tre måneder til seks måneder. Det skal give låntagerne bedre tid.

  • Stigninger i bidrag og rentetillæg med videre skal kun kunne effektueres, hvis de er fyldestgørende begrundet.

Annoncerede bidragsstigninger og stigninger i rentetillæg kan ikke træde i kraft, med mindre reglerne er overholdt. Manglende varsling får økonomiske konsekvenser for institutterne.

  • Færre gebyrer ved indfrielse i varslingsperioden.

Realkreditinstitutter må kun opkræve halvdelen af kursskæring og kurtage, hvis en kunde skifter inden for et halvt år efter en varslet prisforhøjelse.

I dag betaler kunden hele udgiften, hvis de vil skifte.

Kurtage og kursskæring er udgifter forbundet med at købe og sælge obligationerne, der ligger bag realkreditlånene.

  • Øget gennemsigtighed om kursskæring.

Kursskæringens andel af rentebeløbet skal oplyses på hver terminsopkrævning. 

  • Flere oplysninger til låntagerne ved varsling af prisstigninger.

Ved stigninger i bidrag, rentetillæg eller gebyrer skal varslingsbrevet indeholde oplysninger om kursværdien, mulighed for at indfri eller omlægge lånet og henvisning til andre lånudbydere. 

  • Mere information om fordeling af omkostninger i lånetilbud hos realkredit- og pengeinstitutter. 

Lånetilbud skal indeholde fordeling af de væsentligste omkostninger, institutterne dækker ved opkrævning af bidrag, rentetillæg med videre.  

  • Bedre muligheder for at flytte realkreditinstitut, når lånegrænserne er overskredet.  

Låntagere skal kunne flytte til et andet institut ved konvertering eller låneomlægning, selv om lånet overskrider lånegrænserne.   

  • Større sammenlignelighed og åbenhed.

Ny prisportal for boliglån gør det lettere for kunderne at sammenligne lån.

  • Højere likviditet på realkreditobligationsmarkedet.

 

Kilde: Politisk aftale om realkreditmarkedet