For få brandfolk i Brande ved brand i Bestseller-højhus

Man bør være mellem 14 og 20 brandfolk til eventuelt slukningsarbejde i store højder. På Falckstationen i Brande er de kun seks.

- Det er klart, det vil kræve lidt mere af os, end vi er vant til - og det er noget af det, vi arbejder på nu, lyder det fra Michael Jacobsen, der er afdelingsleder for Forebyggelse og Beredskabsplanlægning hos Brand & Redning MidtVest.
- Det er klart, det vil kræve lidt mere af os, end vi er vant til - og det er noget af det, vi arbejder på nu, lyder det fra Michael Jacobsen, der er afdelingsleder for Forebyggelse og Beredskabsplanlægning hos Brand & Redning MidtVest.
Foto: Jonas Bach Sørensen, TV MIDTVEST

Der er nogle helt naturlige udfordringer forbundet med at skulle slukke en eventuel brand i en kvart kilometers højde.

- Man kan ikke lige løbe ud af hoveddøren og hente det materiel, man har glemt - der kan være pænt langt ned, lyder det fra afdelingsleder for Forebyggelse og Beredskabsplanlægning hos Brand & Redning MidtVest, Michael Jacobsen.

Og der bliver da også særdeles langt op – og ned. Op til 320 meter ned bliver der fra toppen af Bestseller-tårnet. Den slags har de ikke prøvet før hos Brand & Redning MidtVest.

"Det bliver vildt"

Klaus Nikolaj Nielsen er en af dem, der som brandmand på Falck-stationen i Brande kan blive tilkaldt, hvis der en dag opstår brand i det kommende Bestseller-tårn i Brande.

- Jeg tænker, det bliver vildt. Det er det første, der sådan lige springer ind i tankerne. Og så tænker jeg, at vores lille station nok ikke er nok, lyder det fra brandmanden.

Erfaringer fra andre lande viser, at man helst bør være mellem 14 og 20 brandfolk til slukningsarbejdet i den slags højder. Og det er en udfordring på stationen i Brande, hvor holdet normalt kun består af seks brandmænd, når alarmen går.

- Det er klart, det vil kræve lidt mere af os, end vi er vant til - og det er noget af det, vi arbejder på nu, og som er bygget ind i brandsikkerheden, så vi ikke hægter det hele op på, at vi kommer med 25 mand lige inden for de første minutter. For det ved vi godt er en udfordring herude i provinsen, fortæller Michael Jacobsen, der er afdelingsleder for Forebyggelse og Beredskabsplanlægning hos Brand & Redning MidtVest.

Bestseller har tænkt sikkerheden ind

Bestseller har da også allerede forsøgt at tænke sikkerheden ind og planlagt mange sikkerhedsforanstaltninger i højhuset - bl.a. sprinkleranlæg, alarmsystemer og brandsikrede elevatorer. Det skal sikre, at en brand ikke udvikler sig til de øvrige etager.

- Fordi der er så stort fokus på brandsikkerhed i højhuse generelt, så er man rigtigt godt sikret og måske endda bedre sikret, når man er i et højhus, fordi brandsikkerheden har fået et ekstra nøk, fortæller Michael Jacobsen.

Og beredskabet har da også lidt tid at forberede sig i. Første spadestik til byggeriet bliver nemlig tidligst i år 2019.

2:20