Få uheld i morgensnevejret

Få uheld i morgensnevejret

Selv med sne- og isglatte veje har det været en relativt stille morgen for Falck og Politi ovenpå nattens snevejr.

Kong Vinter har taget fat i Danmark igen. Også her i landsdelen ligger der en hvid dyne henover både vej og land de fleste steder. Men det har ikke givet anledning til store trafikale udfordringer. Kun seks uheld har Falck registreret i løbet af morgentimerne.

 - Vi kan konstatere, at bilisterne kører efter forholdene. MEN der kan dog være rigtig, rigtig glat derude, og der kan komme mere sne i løbet i dagen, så bilisterne skal fortsat køre efter forholdene, fortæller Thomas Dietz, der er vagtcentralchef hos Falck.

Fordi det ikke blæser, har der ikke været problemer med fygning og drivedannelse. Til gengæld har Falck måttet rykke ud til 36 biler med startvanskeligheder. Men det vurderer Thomas Dietz er meget normalt for en vinterdag, som det er i dag.