Europæisk kulturhovedstad sluttede i Hvide Sande

Aarhus som europæisk kulturhovedstad sluttede i dag med kæmpe lysshow på havnen i Hvide Sande.

Aarhus som europæisk kulturhovedstad sluttede i dag på havnen i Hvide Sande.
Aarhus som europæisk kulturhovedstad sluttede i dag på havnen i Hvide Sande.
Foto: Richard Gaarn Svendsen, TV MIDTVEST

Stafetten som europæisk kulturhovedstad bliver i dag givet videre til Leeuwarden i Holland og Valletta på Malta. Det sker, efter at Aarhus i 2017 har været europæisk kulturhovedstad. Men det er ikke blot Aarhus, der har været en del af Projekt Kulturhovedstad.

Hele 19 kommuner i Region Midtjylland har været en del af projektet, herunder ti af de midt- og vestjyske kommuner.

Igennem hele året har der været arrangementer og udstillinger rundt i kommunerne, og her til eftermiddag var ingen undtagelse.

Kulturhovedstadens finale blev nemlig afholdt på havnen i Hvide Sande. Og selvom vejret bød på kold luft på vestkysten, havde flere tusinder mennesker taget turen til Hvide Sande for at se det flotte show.

- Jeg var lige ved at hyle. Det var simpelthen så fantastisk. Det var så rørende og flot. Jeg ville ikke have undværet det, siger Birte Borum fra Ringkøbing.

Også brødrene Noa og Frej Højen fra Holstebro syntes, det var en god oplevelse.

- Det bedste var fyrværkeriet, siger Frej Højen.

Netop det faktum, at finalen var flyttet til regionens vestligste punkt, vakte begejstring hos tilskuerne.

- Jeg synes, det er rigtigt godt, at de har flyttet det fra Aarhus til Hvide Sande. Det har været turen værd, siger Jan Nørrgaard fra Skive.

Lysshowet sluttede klokken 17.30, og angiveligt skulle lysene kunne ses på 50 kilometers afstand. 

1:24
Aarhus som europæisk kulturhovedstad sluttede i dag.