EU-land presser på: Vil give lov til at skyde ulve i EU

Rumænien har store problemer med, at ulve og bjørne går ind i landsbyer. Derfor vil de ændre EU-lov. Dansk formand bakker op om forslaget.

Ifølge EU's naturbeskyttelsesdirektiver er det hverken lovligt at regulere eller jage ulve i dag. Foto: Lars Rasborg / Scanpix

​Der kan være østeuropæisk hjælp på vej til dem, der ønsker at kunne skyde ulve herhjemme, skriver DR P4 Midt & Vest.

Med Rumænien i spidsen vil EU's Regionsudvalg, som er kommunernes og regionernes organ i EU, forsøge at ændre de såkaldte naturbeskyttelsesdirektiver, så det bliver muligt at regulere ulvebestanden.

Vi ønsker større fleksibilitet ind i lovgivningen.

Jens Ive, formand for Kommunernes Landsforenings Internationale udvalg

Ifølge EU's naturbeskyttelsesdirektiver er det hverken lovligt at regulere eller jage ulve i dag. Men for eksempel Rumænien har store problemer med ulve og bjørne, der går ind i landsbyer. Derfor ønsker især østeuropæiske lande at få muligheden for at skyde større rovdyr.

Jens Ive, der er formand for Kommunernes Landsforenings Internationale udvalg, bakker op.

- Vi ønsker større fleksibilitet ind i lovgivningen, så de nationale myndigheder i højere grad kan regulere for den lokale udfordring, siger han til DR P4 Midt & Vest.

Regionsudvalget vil lave en samlet opfordring til EU-Kommissionen, og hvis det lykkes at ændre direktiverne kan det få stor betydning for ulvene i Danmark, mener Jens Ive.

Læs også Kaj kunne se seks store ulve fra sit kontor

- Det er jo ikke, fordi man vil gøre racerne til truede racer igen. Det er simpelthen, fordi man rent lokalt får nogle muligheder for at regulere ud fra ganske almindelige fornuftige hensyn, siger han.

Det bliver dog en svær kamp, da alle medlemstater skal blive enige, hvis det skal lykkes at ændre et EU-direktiv.

Det fortæller Peter Pagh, professor i miljøret ved Københavns Universitet. 

- Jeg har lidt svært ved at forestille mig, at man vil lave en ændring af så væsentlige regler - og så alene indskrænke sig til at kigge på ulve og bjørne, siger han til DR P4 Midt & Vest.

Opdateret med præcisering af Jens Ives titel