Et sidste opgør i Retten

Det har taget Kirsten Sværke fra Balling seks år at flytte fra Spanien og hjem til Danmark. Hvad hun dengang troede var et fortræffeligt tilbud, er blevet hendes værste mareridt.

Kirsten Sværke fra Balling har de sidste seks år gennemlevet sit værste mareridt. I dag fik det en foreløbig ende i Landsretten i Viborg, hvor hun selv stod tiltalt for injurier. Sagen begyndte, da hun for seks år siden ville flytte hjem til Danmark fra Spanien. Til hendes store ærgrelse hyrede hun den fra DR's Kontant kendte flyttemand, Jens Benny Sørensen. Han har tabt flere retssager og har et utal af sager liggende i Forbrugerstyrelsen.

 - Det er det værste telefonnummer, jeg nogensinde har ringet til. Så jeg har set frem til i dag længe, fortæller Kirsten Sværke.

Har aldrig fået sine møbler

Da først hendes møbler og flyttekasser var sat op på et lager til opbevaring, begyndte hendes krig med Jens Benny Sørensen. Han ville have flere penge - ifølge Kirsten Sværke krævede han otte gange så meget, som der var aftalt. Da hun ikke ville betale, har Jens Benny Sørensen ikke udleveret hendes møbler.

 - Jeg ved ikke, hvad der er sket med mine møbler, jeg aner ikke, hvad der er sket med dem, fortæller hun.

Injuriesag på nakken

Hun fortalte om sagen til Ekstrabladet, og det fik flyttemanden til at melde Kirsten Sværke for injurier. Sagen vandt hun i byretten - derfor var hun i dag i Landsretten, hvor ankesagen skulle køre.

 - Vi påstår frifindelse i dag. At de ytringer hun er kommet med, de er ganske berettigede, og at der ikke er noget ulovligt i det, fortalte hendes advokat, Anders Braad, inden sagen skulle for retten.

Retsmødet i Landsretten tog fem timer, men den endelige dom falder først om fire uger.