Dansk Socialrådgiverforening og HK Kommunal opfordrer landets jobcentre til at holde et minuts stilhed fredag klokken 12 i respekt for den 58-årige socialrådgiver Birthe Christiansen, der onsdag morgen blev stukket ihjel foran sit arbejde på jobcentret i Holstebro, skriver Ritzau.
- Vi er dybt rystede over denne forfærdelige sag, som fik den værst tænkelige udgang for en respekteret og vellidt medarbejder, lyder det i en pressemeddelelse fra Dansk Socialrådgiverforenings formand, Bettina Post og Christian Grønnemark, formand for HK Kommunals Beskæftigelsesudvalg.