Et klip for en gåtur: Plejehjem indfører klippekortsordning

En nye klippekortsordning på landets plejehjem, skal gøre det muligt for de ældre at tilvælge ekstra service.

ældreKlippekort
Foto: Morten Thomsen, TV MIDTVEST

Det kan være svært at få tid til nærvær, aktiviteter og en dyb snak, i en travl hverdag på plejehjemmene. Det skal en pulje på 380 millioner kroner forsøge at sætte en stopper for. I Ringkøbing-Skjern Kommune har de fået knap 3,8 millioner til en klippekortsordning med særlige aktiviteter med beboerne. Mandag var første dag med den nye ordning på ældrecenter Rosenlunden, og det udnyttede Dagny Andersen til at bruge sit første klip på en gåtur.

- Det er dejligt, at få sig en tur, siger hun.

Resten af 2017 kan Dagny Andersen disponere over et klippekort, der giver hende en time i ugen med en hjælper, hvor Dagny Andersen selv kan bestemme, hvad tiden skal bruges på. Klippekortet kan bruges til praktisk hjælp med undtagelse af hovedrengøring, håndværksmæssige opgaver og vinduespudsning. Det kan også bruges til mere bløde opgaver for eksempel alt fra en gåtur til at kunne få en hjælper med til en gudstjeneste.

-  Det er jo stjernestunder. Det er det her, der faktisk giver indhold, siger Karen Bak, der er leder på ældrecentret Rosenlunden. 

For den helt personlige hjælp er ifølge lederen desværre ikke en selvfølge i hverdagen.

- Det er fuldstændig for dårligt, at man ikke har kunnet det tidligere, men det skal nok systematiseres. Nu har vi fået regulært timer til at gøre de her ting, siger hun.

For Dagny Andersen var den første gåtur bestilt via klippekortet en succes.

- Vi har haft alletiders tur, siger hun. 

Ordningen gælder i første omgang året ud og klippekortsordningen er landsdækkende. 

2:06
Det kan være svært at få tid til nærvær, aktiviteter og en dyb snak, i hverdagen på plejehjemmene. Men det skal en pulje på 380 millioner kroner forsøge at sætte en stopper for.
Foto: TV MIDTVEST