Kunstgræsbane til millioner på vej til Struer: - Et kæmpe scoop for os

Fodboldspillere i Struer Kommune kan se frem til en helt ny og miljørigtig kunstgræsbane. Banen åbner til efteråret. 

(Arkivfoto)
(Arkivfoto)
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

En splinterny kunstgræsbane er på vej til Struer til glæde for 500 spillere i kommunen.

Banen kommer til at ligge ved Struer Energi Park, og prisskiltet lyder på 5,5 millioner kroner. Klubberne har selv samlet omkring 800.000 kroner sammen via fonde og sponsorater til projektet, mens Struer Kommune spæder resten til.

- Det er et kæmpe scoop for os. Det bliver pissefedt, siger Karsten Lund, der er formand for Struer Boldklub.

- Det har været et ønske for os i mange, mange år, og jeg er sikker på, det vil være med til at udvikle fodbolden i Struer Kommune og tiltrække flere spillere, lyder det.

Miljørigtig kunstgræsbane

Drømmen om kunstgræsbanen begyndte for mere end 10 år siden. Nu er planen så, at banen skal ligge klar til efterårs- og vintertræningen i år.

Underlaget bliver endda af den miljørigtige slags. For i stedet for almindeligt gummigranulat, bliver der fyldt varmebehandlet kork ud mellem plastikstråene, som skulle forurene mindre.

Formanden kan næsten ikke vente med at tage den nye bane i brug.

- Fodboldteknisk er det bare et bedre underlag. Nu får vi en helt jævn bane i stedet for en forfrossen klumpet bane om vinteren, siger Karsten Lund.

Alle klubber i Struer Kommune – undtagen Thyholm, der vil benytte anden bane – kommer til at kunne bruge de nye fasciliteter.