Et år med biogas i Maabjerg

Et år med biogas i Maabjerg

Det er nu et år siden, den første vognfuld gylle kom til biogasanlægget i Maabjerg. På trods af startvanskeligheder har det første år været en succes.

Den 10. januar sidste år blev den første vognfuld gylle hældt i verdens største biogasanlæg i Maabjerg ved Holstebro. Et år senere kører anlægget næsten for fuld kraft, og det på trods af startvanskeligheder.

- Det er helt klart, at biogas er en succes. Så skal vi bare have rettet til, så vi får økonomien helt op og køre, siger bestyrelsesformand i Maabjerg BioEnergy, Arne Lægaard.

Produceret mindre end forventetForventningerne til det første år lød på en produktion på 325.000 kubikmeter biogas. Det blev dog kun til 275.000. 15 procent mindre end planlagt. Et af problemerne har været mangel på gylle. Hver uge leverer 140 landmænd 8.800 tons råvarer, men det er ikke nok til at anlægget kører for fuld gas.

- Vi vil gerne lidt højere op. Vi kan sagtens køre mere igennem, og vi vil gerne køre mere igennem. Vi mangler 10 procent, men det løser sig, siger Hans Søgaard, forretningsfører for leverandørforeningen.

De første kunder tilfredseLige nu er de største aftagere af biogassen fra Maabjerg, Vinderup Varmeværk. Varmeværket leverer varme til forbrugere i Vinderup og Sevel, og siden maj sidste år har 70 procent af deres gas været biogas.

- Biogas er et renere brændsel. Biogassen er CO2 neutral, hvilket betyder, at vi ikke er med til at forurene miljøet, siger Jørgen Sørensen, driftschef, Vinderup Varmeværk.

Ydermere bliver forbrugernes varmeregning omkring 15 procent mindre på grund af skiftet til biogas.Med tilfredse kunder og en god portion optimisme, ser folkene bag Maabjerg BioEnergy lyst på fremtiden.

- Biogassen er kommet for at blive, selvfølgelig er den det. Så må vi bare finde ud af, hvordan vi bruger den gas, vi producerer. Vi bruger den i Vinderup, vi bruger den på Maabjerg Værket, og vi har besluttet vi skal have biogasbusser i Holstebro, siger bestyrelsesformand, Arne Lægaard.