eSport bliver en del af foreningslivet

Foreningslivet bliver nu bredt ud til også at favne eSporten. Det skriver DR Midt & Vest.

esport

Foreningslivet er ikke kun forbeholdt fodbold- og håndboldspillere. Hvis du spiller computer eller PlayStation kan du også være med. eSport er nemlig blevet en del af idrætsforeningerne. Det skriver DR Midt & Vest. 

Foreningen i Hjerm ved Struer er et af de steder, hvor de har inviteret eSportsspillere med på holdet.

- Vi kunne mærke blandt de unge mennesker, at der var en stor interesse for at spille pc og computer, fortæller Tina Jensen fra Hjerm eSport til DR Midt & Vest.

Det, at eSporten nu bliver en del af foreningerne, er godt for den voksende sport.

- Hvis eSporten kan blive en del af den palette, så er vi bare fantastisk glade i forbundet. Det betyder, at eSporten kommer endnu bredere ud, siger formand for eSport Danmark, Jens Christian Ringdal, til DR Midt & Vest. 

Sundt for e-sporten 

Også hos socialdemokraternes kulturordfører, Mogens Jensen fra Herning, vækker det nye foreningsmedlem stor begejstring. Han har selv oplevet eSporten i Asien, hvor interessen er enorm.

- Man kan spille det under organiserede former, hvor man også kan påvirke børn og unge til, at man altså ikke bare sidder med chips og cola, men at det også kan forbindes med en sund livsstil.

For eSportspillerne kan det, at de nu er medlem af idrætsforeningerne, have stor betydning.

- Når de normalt spiller, så mødes de bare over nettet og ser ikke hinanden. Her har de en mulighed for at mødes og se hinanden og måske også få nogle venner på den måde, siger Tina Jensen fra Hjerm eSport til DR Midt & Vest.