Esben Lunde vil regulere ynglende ulve

Ynglende ulve i Vestjylland øger behovet for mere regulering af ulve, siger miljøminister før dagens borgermøde i Holstebro.

Miljø- og fødevareministeren vil forsøge at ændre EU-reglerne, så de ynglende ulve kan blive reguleret.
Miljø- og fødevareministeren vil forsøge at ændre EU-reglerne, så de ynglende ulve kan blive reguleret.
Foto: Valery Hache / Scanpix

Sidste sommer kom det frem, at et ulvepar har slået sig ned i Vestjylland og avlet et kuld ulvehvalpe.

Indtil da havde vi kun set beviser på enlige, omstrejfende ulve, der havde taget en afstikker fra Tyskland til Jylland.

Med de ynglende ulve har vi fået en ny situation, der øger behovet for regulering, mener miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V).

- Min opfattelse er, at når vi får ynglepar, som vi nu ser, og dermed en stigende bestand af ulve, så er det også nødvendigt at have et videre arsenal af reguleringsmuligheder, siger han.

Vil ændre EU-regler

Det er en kamp, der skal kæmpes på EU-plan, da ulven er fredet af EU-regler.

- Vi ser på muligheden for at samle de lande i EU, der har problemer med ulve, så vi sammen kan påvirke EU-Kommissionen til at se på, om der er behov for justering i selve reguleringen af ulve, siger Esben Lunde Larsen.

Som reglerne er nu, er det tilladt at skyde såkaldte problemulve, der har en truende adfærd eller ikke holder sig på afstand af mennesker.

Endnu er der dog ikke givet tilladelse til at foretage sådan en regulering, og ministeren anser det for en "noget teoretisk øvelse".

Derfor efterlyser han "flere værktøjer i værktøjskassen", når det gælder regulering af ulve.

Inviterer til ulvemøde i Holstebro

Meldingen kommer, samme dag som ministeren inviterer til borgermøde i Holstebro om den genindvandrede ulv.

- Jeg forstår til fulde, at mange danskere, især vestjyder, der har ulv tæt på, er både bekymrede og utrygge, i forhold til hvad det betyder, at der pludselig er vildtlevende ulve i Danmark.

- Det er væsentligt at få drøftet, men også at få fortalt, at vi er opmærksomme på den her udfordring, siger Esben Lunde Larsen.

I 2014 blev en forvaltningsplan for ulv vedtaget. Den giver mulighed for at udbetale erstatning til dyreholdere, der har mistet dyr som følge af ulveangreb.

I de første ti måneder af 2017 blev der udbetalt 94.556 kroner i erstatning som følge af ulveangreb. Det er mere end fem gange så meget som i 2016.

Desuden blev det bekræftet, at ulve i samme periode stod bag 20 angreb på husdyr mod seks angreb i 2016.

Esben Lunde Larsen har bedt Vildtforvaltningsrådet - regeringens rådgiver om jagt og vildtforvaltning - evaluere forvaltningsplanen.

/ritzau/