Esben Lunde: Plejehjemsbeboere skal have deres katte tilbage

​Det er uholdbart, at ældre på et plejehjem har været nødt til at fjerne katte efter påbud fra Fødevarestyrelsen, mener miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.

Esben Lunde Larsen vil give plejehjemsbeboerne deres katte tilbage. Foto: Scanpix/Erik Refner

Kattene skabte ro på plejehjemmet Rolstruplund på Mors, men det er nu blot fortid. For Fødevarestyrelsen har besluttet, at dyrene var for uhygiejniske at have gående i plejehjemmets køkkenområde.

Det har de kunne mærke på plejehjemmet.

- Flere af de demente har haft rigtig stor glæde af kattene, som kunne give dem ro, så de ikke fik uro og vandren. Efter kattene er væk, så er der flere af vores beboere, som får sådan en motorisk uro, fordi de ikke kan finde den ro, en kat kan give dem, sagde Gerda Tybirk, der er leder på Rolstruplund, i går til TV MIDTVEST.

Sagen får nu miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen til at reagere.

- Det skal være muligt for ældre på landets plejehjem at have en kat, siger han i en pressemeddelelse.

Læs også Slut med katte på plejehjem: De ældre er mere urolige

Møde med styrelsen

Han er gået ind i sagen og arbejder på at finde en løsning.

- Jeg har i dag haft møde med Fødevarestyrelsen om sagen, og jeg er blevet forsikret om, at der vil blive fundet en løsning, som gør, at beboerne på plejehjemmet igen kan få katte. Vi kan sagtens finde fornuftige løsninger, hvor både hensynet til at kunne leve privat og normalt går hånd i hånd med fødevaresikkerheden, siger Esben Lunde Larsen, siger Esben Lunde Larsen.

Han mener, at det er vigtigt for de ældre beboere på plejehjem rundt omkring i landet, at de kan have en følelse af at være i eget hjem. Dertil hører til ifølge ministeren til, at man kan have sit eget kæledyr, hvis det er det, man er vant til.

- Jeg har som minister fuld tillid til, at de ansatte på et plejehjem kan håndtere, at der tilberedes mad, uden at det er et problem, at der også er katte på plejehjemmet. Derfor er jeg også tilfreds med, at Fødevarestyrelsen nu vil sørge for en løsning i dialog med plejehjemmet, siger Esben Lunde Larsen.

Den melding er de glade for på plejehjemmet på Mors.

- Jeg er lige blevet ringet op af Fødevarestyrelsen, og hvis der kan komme en løsning på katteproblematikken, så bliver vi rigtigt glade, og det samme gør beboerne, fortæller plejehjemsleder Gerda Tybirk.

02:03

Fødevarestyrelsen har fjernet kattene fra Plejehjemmet Rolstruplund på Mors

Luk video