Esben Lunde Larsen giver flere penge til urørt skov

Esben Lunde Larsen giver flere penge til urørt skov. Foto: TV2

Esben Lunde Larsen giver flere penge til urørt skov

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen giver ti millioner kroner ekstra til urørt skov.

Arealet med urørt skov i Danmark kan blive endnu større. Det står klart, efter at miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen giver ti millioner kroner mere til urørt skov. Det skriver ministeriet i en pressemeddelelse.

Det er rigtig godt, at vi har fundet ekstra midler.

Mette Abildgaard, miljøordfører, Konservative

Miljø- og fødevareministeriet forventer, at arealet faktisk vil blive udvidet med det, der svarer til 175 fodboldbaner. Det skyldes, udover det ekstra beløb, også at mange lodsejere er interesseret i at udlægge til urørt skov.

- Det er rigtig godt, at de private lodsejere er klar til at udlægge arealer, så vi kan få endnu mere urørt skov til gavn for planter og dyr. Regeringen har fra dag ét prioriteret mere biodiversitet i de danske skove, og der er der et kæmpe potentiale i de private skove. Derfor er jeg glad for, at det er lykkedes at finde ti millioner kroner ekstra, så endnu flere projekter med urørt skov kan blive til virkelighed, siger miljø- og fødevareminister Esben Lund Larsen.

Der var i første omgang afsat ti millioner kroner til udlægning af urørt skov på private arealer i 2017. Det beløb er blevet fordoblet i 2017 til tyve millioner kroner. Ministeriet forventer derfor, at der kan blive lavet nye aftaler om i alt cirka 250 hektar urørt skov.

Læs også Lunde slår fast trods kritik: Ingen jagt på ynglende dyr

- At så mange private lodsejere er med til at skabe mere urørt skov, vidner om, at ordningen allerede er en kæmpe succes. Jeg er glad for, at de private lodsejere har taget så godt imod vores initiativ, og at vi nu kan supplere indsatsen i de statslige skove med endnu mere urørt skov på private arealer. Det er rigtig godt, at vi har fundet ekstra midler, så endnu flere ansøgere kan få tilskud til at lave naturen endnu vildere og bedre for dyrene, siger Mette Abildgaard, som er De Konservatives miljøordfører.

Miljø- og fødevareministeriet forventer, at der i årets ansøgningsrunder vil blive givet tilsagn om tilskud til urørt skov og anden biodiversitetsskov for i alt knap 54 millioner kroner.