Esben Lunde Larsen får bundkarakter i ny måling

Uddannelses og forskningsminister Esben Lunde Larsen fra Hvide Sande får bundkarakterer i en ny måling.

Vælgernes dom over regeringen er hård efter de første måneder i arbejdstøjet. 

I en Gallup-måling i Berlingske Politiko ser Esben Lunde Larsens karakterbog bestemt ikke prangende ud.

Uddannelses- og forskningsministeren får den laveste karakter af alle på ministerholdet, efter han har været under pres i sagen om mulig plagiat i sin ph.d.-afhandling. På en skala fra 1 til 100 giver vælgerne ham en score på 24.

To andre ministre her fra landsdelen, integrationsminister Inger Støjberg og udenrigsminister Kristian Jensen, kommer ind på henholdsvis en anden og fjerdeplads i undersøgelsen. Vælgerne giver Støjberg en score på 46, mens Jensen får en score på 45.

Regeringen scorer lavt

Regeringen scorer i karaktergennemsnit 3,8 på 12-skalaen. Det er et fald på 0,6 fra august måned, hvor snittet lød på 4,4.

Ifølge valgforsker ved Københavns Universitet Kasper Møller Hansen har et hårdt politisk efterår med flygtningekrise og finanslovsforhandlinger presset regeringen.

- Der har virkelig været mange ting, der i bund og grund er møgsager, og som i sidste ende lander på regeringens og Lars Løkke Rasmussens bord, siger han til Berlingske Politiko.

Justitsminister Søren Pind er den på ministerholdet, der klarer sig bedst. På skalaen giver vælgerne ham en score på 48. Han er sammen med Inger Støjberg de eneste to ministre, der bliver bedre vurderet end målingen i august.

Støjberg mere synlig

I Gallupmålingen kommer det også til udtryk, at flygtningekrisen har fyldt meget i medierne i regeringens første levetid, hvor 90 pct. af vælgerne mener, at Inger Støjberg har været den mest synlige på ministerholdet.

Først på andenpladsen finder man statsminister Lars Løkke Rasmussen med 74 pct. Men det er ikke nødvendigvis problematisk, lyder det fra en valgforsker.

- Det er godt for Lars Løkke Rasmussen, at han har Inger Støjberg til at føre fanen. Hun kan tage noget af skraldet, så han ikke står eksponent for alt. Jo flere af hans ministre, han kan skubbe frem i synligheden, jo bedre er det samlet set for regeringen, for så falder alt ikke tilbage på Lars Løkke Rasmussen, siger Rune Stubager, professor og valgforsker ved Aarhus Universitet, til avisen.