Esben Lunde Larsen får alvorlig næse af Folketinget

Miljø- og fødevareministeren får "meget skarp kritik" af Folketinget, som kalder hans ageren "overordentlig kritisabel".

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen får en regulær politisk blodtud på et møde i Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg. 

Et flertal i Folketinget udtaler "meget skarp kritik" af Esben Lunde Larsen og kalder hans ageren i sagen "overordentlig kritisabel". Det skriver DR på baggrund af en udtalelse, der ventes vedtaget på et udvalgsmøde her til formiddag.

- Folketinget konstaterer, at ministeren ikke har oversendt ministeriets forslag til at modvirke kvotekoncentrationen og de såkaldte ’kvotekonger’ til Folketinget på trods af, at et flertal ved gentagne lejligheder har ytret ønsker herom, og at de efterspurgte oplysninger ville have været af stor betydning for de enkelte partiers mulighed for at udforme effektive forslag til at begrænse kvotekoncentrationen.

- Folketinget udtaler sin alvorligste kritik af dette. Alvoren skærpes, da folketingsflertallets muligheder for at gennemføre den mest kraftfulde indsats mod de såkaldte ’kvotekonger’ på denne måde er blevet svækket, står der i udtalelsen fra Miljø- og Fødevareudvalget.

Esben Lunde Larsen får næsen, der er en skriftlig påtale, ovenpå sagen om de såkaldte kvotekonger i dansk fiskeri. Folketinget mener ikke, at ministeren har orienteret partierne godt nok om mulighederne for at dæmme op for kvotekongerne.

I tirsdags sendte ministeren en uforbeholden undskyldning til Folketingets partier for sin rolle i sagen om kvotekongerne.

Regeringens støtteparti, Dansk Folkeparti, lod ham efterfølgende slippe med en næse og et ”gult kort”.

Fakta - det betyder en "næse"

  • En politiker, en embedsmand eller en myndighed kan for eksempel få en næse for at begå fejl i sagsbehandlinger eller for at tage beslutninger mod bedre vidende.
     
  • Statsrevisorerne kan også give næser til ministre, ministerier, styrelser og tilsyn på baggrund af rapporter fra Rigsrevisionen.
     
  • Næser får sjældent parlamentariske eller andre politiske konsekvenser. Derimod kan et flertal i Folketinget tvinge en minister til at gå af ved at udtrykke et mistillidsvotum.
     
  • Rekordholderen af næser er tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V), der blev tildelt 80 næser. Størstedelen på grund af fodnotepolitikken, hvor er flertal i Folketinget pålagde ham at tage forbehold i Nato-samarbejdet. Det brød han sig ikke om, så han kaldte det "hædersnæser".
     
  • Betegnelsen "en næse" kommer formentlig af det gamle ord "nesæ", der betød skam eller vanære.


    Kilde: Kaare R. Skou, Dansk Politik A-Å

 

Læs også DF freder Esben Lunde Larsen som minister - næse venter