Esben Lunde hjælper landmændene med ny ordning

Ny ordning skal sætte gang i flere indsatser, der kan hjælpe landmænd med reducering af kvælstofudledning

Foto: Torben Mondrup, TV MIDTVEST

Miljø- og fødevareminister, Esben Lunde Larsen, igangsætter en ny konsulentordning, som skal hjælpe landmændene godt i gang med at etablere flere kollektive miljøvirkemidler.

I landbrugspakken er det forudsat, at landmændene reducerer udledningen af kvælstof ved at lave frivillige indsatser som vådområder og plantning af ny skov.

Det vil ministeren nu hjælpe på vej med en ordningen, der skal understøtte landmændenes indsats.

- Det er nu, landmændene skal vise, at de kan løfte miljøopgaven af egen drift - men vi vil gerne være med til at hjælpe dem i det arbejde. Derfor er jeg meget tilfreds med, at vi nu kan iværksætte denne konsulentordning. Konsulenterne kommer til at hjælpe landmændene med at etablere kollektive miljøtiltag, eksempelvis minivådområder, på deres bedrifter, siger Esben Lunde Larsen i en pressemeddelelse.  

Den nye konsulentordning skal være med til at sikre, at kvælstofreduktionen nås gennem en dialog mellem landmænd og landboforeninger i lokalområderne samt kommunerne.

- Vi har en stor forhåbning om, at de nye oplandskonsulenter kan være med til at sikre, at der kommer så mange minivådområder og andre virkemidler uden for dyrkningsfladen som muligt, så landmændene ikke bliver pålagt restriktioner på deres markdrift. Vi er glade for, at ministeren sætter ordningen i søen, og vi vil støtte arbejdet så meget, som vi kan, siger Lars Hvidtfeldt, viceformand i Landbrug & Fødevarer i pressemeddelelsen.