Esben Lunde: - Det giver mening at lægge om til økologi

Esben Lunde: - Det giver mening at lægge om til økologi

Miljø- og Fødevareministeren giver økonomisk støtte til de landmænd, der ønsker at omlægge fra konventionel til økologisk drift.

Økologi og omlægning til økologi er ifølge Miljø- og Fødevareministeren et håndtag, der er værd at skrue på, når det handler om udfordringen i at få natur og miljø til at balancere.

- Vi giver det, der skal til i forhold til de landmænd, der vil omlægge til økologi. Vi omlagde 41.000 hektar sidste år, og jeg tror, vi har afsat en milliard kroner over en treårig periode. Det er det største areal, der er blevet omlagt i nyere tid. Det er godt, fordi der er et marked, der efterspørger det, siger Esben Lunde Larsen, Miljø- og Fødevareminister, Venstre.

Det er godt, fordi der er et marked, der efterspørger det.

Esben Lunde Larsen.

Miljø- og Fødevareministeren er med ved bordet i den nyeste udgave af det politiske magasin Krydsfelt, hvor indretningen af det åbne land er til debat. I udsendelsen om landbrugs- og miljøpolitik medvirker også Simon Kollerup, Landbrugsordfører for Socialdemokratiet, Claus Clausen, gårdejer og formand i Landbo Limfjord samt Egon Østergaard, formand for Dansk Ornitologisk Forening og medlem af Vildtforvaltningsrådet.

01:18

Hør, hvorfor Esben Lunde Larsen mener, økologisk landbrug er en god ide.

Luk video

- Der er flere grunde til, at jeg godt kan lide økologi. Blandt andet, at men ikke bruger pesticider – men ligeså væsentligt, set med fuglenes øjne, at man har dyrene på græs. En af de negative ting, der er sket, det er, at dyrene står på stald. Det er negativt for rigtig mange af de agerlands-fugle, vi har, siger Egon Østergaard, Formand, DOF, medlem af Vildtforvaltningsrådet. 

Landboforening: Økologi er ikke idealisme

I landboforeningerne bakker man op om de mange medlemmer, som ønsker at blive økologer – men påpeger samtidig, at nye økologiske landmænd ikke er idealister.

Der er mange, der lægger om til økologi, fordi det er en ganske udmærket forretning. Man skal ikke tro, de gør det for at redde verden, så er man naiv.

Claus Clausen, formand i Landbo Limfjord.

- Økologi er en ganske udmærket produktionsform, men det er ingen frelse. Det er en produktionsform, og lige nu er der et marked for økologi. Derfor ser vi også, at der er mange, der lægger om til økologi, fordi det er en ganske udmærket forretning. Man skal ikke tro, de gør det for at redde verden, så er man naiv, siger Claus Clausen, formand i Landbo Limfjord.

I Socialdemokratiet er det en politisk ambition, at Danmark skal være endnu mere økologisk. Det store oppositionsparti ser det som en offentlig opgave at satse mere på økologi. 

Miljø- og Fødevareministeren vil støtte de landmænd, der ønsker at omlægge fra konventionel til økologisk drift.

- Noget af det, vi synes er vigtigt er, at det offentlige, fællesskabet, går forrest og er med til at trække nogle udviklinger endnu kraftigere. Det kan være ved at bruge de offentlige køkkener, som vi har mange af i kommunerne og i staten, til at fremme en efterspørgsel på økologi, siger Socialdemokratiets Landbrugsordfører, Simon Kollerup.

VLAK-regeringen har afsat 1 milliarder kroner, som over en treårig periode skal give støtte til de landmænd, som ønsker at omlægge fra konventionel til økologisk drift. 

Her kan du se hele debatten i Krydsfelt:

27:32

Klaus Knudsen Pedersen har inviteret relevante politikere i studiet til en debat om aktuelle politiske emner.

Luk video