Erstatningssag: Transportminister skal på banen!

Den kommende motorvej mellem Herning og Holstebro har udviklet sig til et sandt mareridt for Heine Dinesen fra Tjørring. Nu vil den radikale trafikordfører Andreas Steenberg bede transportministeren om at gå ind i sagen.

Erstatning.jpg

I foråret 2008 satte 47-årige Heine Dinesen og hans daværende kone deres hus ved Tjørring til salg og flyttede i et nyt. Et halvt år senere modtog parret brev fra Herning Kommune om, at en motortrafikvej mod det nye supersygehus skulle gå lige igennem huset. Det afbrød dengang forhandlingerne med en mulig køber.

Men siden blev motortrafikvejen i stedet til en motorvej 200 meter fra stuehuset - og derfor bliver Heine Dinesen alligevel ikke eksproprieret. Han har søgt, men har fået afslag på en totalerstatning. Nu er han stavnsbundet til en hus, der i følge ejendomsmæglere er usælgeligt.

Tabt værdi

Husets værdi er siden 2008 faldet fra 2,5 million til 1,5 million - og parret har i perioden betalt 700.000 kroner alene i renteudgifter.

Heine Dinesens sidste mulighed for at søge erstatning er først, når vejen står færdig i 2017. Her får han mulighed for at klage over støj. Til den tid er der gået ni år siden, han første gang fik brev om en motorvej i Tjørring.

- Det kan ikke være rimeligt, at vi skal vente 4-5 år mere på at få en afgørelse. Det koster os bare yderligere penge. Vi er ikke i mod en motorvej, men der er nogle menneskelige hensyn, man er nødt til at tage, og nogle mennesker, man er nødt til at hjælpe med at komme videre, siger Heine Dinesen.

Erstatning før tid

Den radikale trafikordfører, Andreas Steenberg, ser med stor alvor på Heine Dinesens sag.

- Vi politikere skal lade være med at beslutte, at vi vil bygge en ny vej, når vi ikke har midlerne til det og hvis ikke, der også er penge til at betale deres jord, som de har ret til. Det er først nu, der er sat penge af til det - hele fire milliarder - men han har jo ventet flere år, og det er ikke fair, lyder det fra Andreas Steenberg.

Han vil nu gå til transportminister Magnus Heunicke (S) og bede ham om at gå ind i sagen i håb om, at Heine Dinesen kan få tildelt erstatning før tid.