Erstatningssag kan være på vej mod bankledelse

Dansk Aktionærforening vil undersøge, om der er grundlag for at rejse en sag.

060912_Vestjysk_Bank.jpg

Bølgegangen i kølvandet på fyringen af nu tidligere direktør Frank Kristensen i Vestjysk Bank har langt fra lagt sig. Nu overvejer aktionærerne nemlig, om der skal følge et erstatningsansvar med i bagagen på vej ud fra direktørkontoret. Det skriver Finanswatch torsdag.

- Vi vil med stor interesse følge det her for at se, om der er belæg for at køre en sag. Vi kan jo ikke have et banksystem, der kører på den måde, forklarer formanden for Dansk Aktionærforening, Niels Mengel, til Finanswatch.

Erstatningsansvaret kan bygge på, at der kan være væsentlige fejl i det tidligere regnskab, som ledelsen burde have haft kendskab til, skriver Finanswatch.

Fejlen består dermed i, at aktionærerne kan have været forledt til at tro, at bankens økonomi var langt bedre, end den reelt viste sig at være og dermed har de købt aktier på et misvisende grundlag.

Erstatningsansvaret vil i givet fald blive rejst mod hele den tidligere ledelse.