Erhvervsråd: Vi mangler arbejdskraft

Virksomheder i Vestjylland kæmper i stigende grad med at få besat deres ledige stillinger. Erhvervsrådet i Herning og Ikast-Brande mener, der bør sættes ind nu.

Svejser_naer_1.jpg

Mangel på kvalificeret arbejdskraft er i Herning og Ikast-Brande nu den største barriere for vækst. Det viser en årlig rapport, hvor 670 virksomheder medvirker, oplyser Finans.dk.

- På nogle områder er ledigheden ikke-eksisterende, men skal vi have nogen chance for at løse det, skal vi kigge både på den lange bane med uddannelse af vores unge og opkvalificering af de ledige, vi har. Og så kommer vi ikke uden om udenlandsk arbejdskraft, uanset hvad holdningen og debatten er, siger Kenneth Mikkelsen, direktør for erhvervsrådet i Herning og Ikast-Brande.

Han bakkes op af Dansk Industri, der også påpeger, at manglen på arbejdskraft for mange virksomheder nu den største barriere for vækst.

- Vi nærmer os en kritisk grænse. Vil vi realisere den vækst, vi har, kræver det, at virksomhederne har de rigtige medarbejdere, siger adm. direktør i DI Karsten Dybvad.

Han opfordrer derfor bl.a. kommunerne til at øge indsatsen med at opkvalificere de ledige, mens virksomhederne bør kigge mod udlandet efter folk.

I halvdelen af de 42 jyske kommuner er ledigheden allerede på 4 pct. eller under, viser tal fra Danmarks Statistik.

Se mere om sagen i vores udsendelse 19.30:

2:07
Virksomhederne i Midt- og Vestjylland slår alarm, fordi manglen på arbejdskraft nu er voldsom stor