Erhvervsparken Greenlab åbner i Skive

Direktør for Energifonden, Steen Harding Hintze, var en glad mand, da han i dag kunne klippe det grønne bånd over og indvie Greenlab Skive. Foto: Henrik Birkbak, TV MIDTVEST

Erhvervsparken Greenlab åbner i Skive

Greenlab Skive åbnede i dag, og der er allerede investorer klar til at lægge store millionbeløb.

Det nye Greenlab Skive er nu officielt åbnet.

Erhvervsparken skal være et område, hvor grønne virksomheder kan samarbejde og skabe vækst til Skive. Og for Steen Harding Hintze, der er direktør i Energifonden, var det i dag særligt stort at kunne byde velkommen i Greenlab, efter at den grønne snor var blevet klippet.

- Vi står med projekter de kommende to-tre år til 200-300 millioner, så derfor er det en festdag, siger han.

I Greenlab Skive skal grønne virksomheder kunne samarbejde og skabe vækst til Skive. Regeringen har støttet projektet med ni millioner kroner, og et norsk firma, der vil lave plastik om til brændstof, har allerede meldt sig klar til at investere 100 millioner kroner. 

- Det, som jeg har set i dag, er meget positivt. Jeg tror, det er vigtigt for Skive og for regionen, at man får sådan nogle områder med virksomheder, der både tænker i innovation, og som tænker energi og miljø på samme tid, siger Kjetil Bøhn, der er administrerende direktør i Quantafuel.

Men også den tyske energimastodont E.ON vil bygge på Greenlab Skive. De har planer om et biogasanlæg, der skal omdanne restprodukter fra blandt andet landbrug til miljørigtig biogas.

- Her er en unik mulighed, for der er mange andre energivirksomheder, der vil lægge sig og andre typer virksomheder, hvor der vil være en reststrøm, som vi kan bruge i vores produktion, siger business manager ved E.ON, Michael Rønning Dalby.

- Det er fantastisk at have den tillid, at vi kan forløse de ting, de drømmer om, siger Steen Harding Hintze.

Byggeriet begynder i starten af 2018.

Når Quantafuel har færdigbygget deres første fabrik, forventer de at kunne beskæftige omkring 20 personer.