Erhvervsmand fra Herning: Mallorca er også vores hjem

Danskerne drømmer sig ikke kun ned til sydens sol. Flere og flere gør drømmen til virkelighed og køber en feriebolig.

4:07
He kan du se hele udsendelsen om erhvervsmanden Bent Povlsen fra Herning.

Boligen er 350 kvadratmeter med fire store soveværelser med eget bad og toilet. Grunden godt 1.400 kvadratmeter. Der er flere terrasser, og så er der selvfølgelig en stor pool. Nå ja, og naturligvis havudsigt. Hele herligheden ligger kun godt et stenkast fra hovedbyen Palma på Mallorca.

- Vi har fundet den perle, vi gerne vil bo i. Det her er vores drømmebolig, siger Bent Povlsen, der er grundlægger af møbel- og interiørvirksomheden Muubs i Herning.

Han viser hjemmevant rundt i den store bolig, der ligger i en sidegade ned til vandet i Portals Nous. Det er for ham ikke en feriebolig, men hjem nummer to. Sammen med sin kone Dorthe købte han huset i 2016 og brugte nogle hundredetusinde kroner på at få det bygget helt færdigt. Det var et hus, som en irsk forretningsmand var gået i gang med at bygge, og som Bent Povlsen faldt pladask for, da han første gang kom forbi. Et hus han bare måtte eje.

- Du får mig ikke til at sige det helt nøjagtige beløb, som vi har givet for det. Men det er en kvadratmeterpris, der svarer til Strandvejen i København, siger Bent Povlsen.

Skiftede Søndervig ud med Mallorca

I mange år havde han haft sommerhus i Søndervig, men for nogle år siden besluttede han, at ferieboligen skulle have postadresse et andet sted. Udenfor landets grænser. Og sådan har flere og flere danskere det. 38 procent flere danskere ejede i 2016 en feriebolig i udlandet end i kriseåret 2008, viser nye tal fra Skat. Særligt Spanien og herunder Mallorca er en populær destination. Her er der sket en fordobling.

- Det lyder åndssvagt at sige det. Men det her er tæt på Herning. I går, da jeg tog herned, tog det fem timer og tre kvarter fra jeg kørte hjemmefra Herning, og til jeg var her. Så går jeg ind og slår alarmen fra, og så er jeg hjemme. Alt er her. Jeg skal intet have med. Selv rene underbukser er her. Vi nyder, at det er vores hjem. Et hjem, hvor vejret næsten altid er godt, siger Bent Povlsen.

Udsigten fra huset er dyr men dejlig.
Udsigten fra huset er dyr men dejlig.
Foto: Dan Hirsch Sørensen, TV MIDTVEST

Husets indretning bærer præg af, at Bent Povlsen til dagligt driver Muubs. Der er masser af Muubs-møbler og pyntegenstande i huset.

- Det er selvfølgelig også med til, at det bliver så hjemligt for os, understreger han.

Herning betyder stadig noget

Herningenseren er sammen med sin kone Dorthe i huset omkring 10-12 gange i løbet af et år. Eller lige så snart virksomheden hjemme i Herning tillader det. Og det er på alle årstider.

- Jeg har altid sagt, at dem, der tog på ferie det samme sted år efter år, da ikke var rigtig kloge. Og nu gør vi så det samme. Men måske alligevel ikke helt det samme. Vi føler ikke, vi tager på ferie. Vi føler, vi tager hjem, siger Bent Povlsen.

Selv om han er dybt fascineret af Mallorca, er han alligevel ikke parat til at tage skridtet fuldt ud og bosætte sig permanent på middelhavsøen.

- Jeg bliver 57 år om ikke ret mange dage, og vi har alle en udløbsdato, så de næste fem-syv år i mit liv bliver nogle af de vigtigste, for de skal leves rigtigt. På et tidspunkt skal vi sælge det hus, vi har hjemme i Herning, men lige nu har jeg alligevel svært ved at forestille mig, at jeg skulle bo her hele året rundt. Der er stadig for meget i Herning, der betyder for meget for mig. Det er godt at være her, men det er også godt at være i Herning. Det må blive svaret, understreger Bent Povlsen.