Erhvervslivet i hård kritik af kommunen

Der er kraftig uro i Thisted Kommune. På halvandet år har kommunen skiftet Teknik og Erhvervs-direktør fem gange, og det får nu erhvervslivet til kritisere kommunen.

Jan Smed

Jan Smed, der er formand for Byg Thy, er træt af de skiftende direktører i Thisted Kommune.

- Personligt synes jeg, at det er uheldigt for Thisted Kommune, for det splitter kommunen, lyder hans kritik.

 

Jan Smed savner kontinuitet i kommunen og peger især på forlænget sagsbehandlingstider som en direkte konsekvens af uroen.

- I dag sidder man mere og kører hvert sit løb, og så går der en måned eller to, før man får en besked tilbage om, at man mangler det og det papir. På den måde skal man så til at begynde forfra igen. I min verden mangler vi en direktør, der kan fortælle personalet, at det er et serviceorgan det her, og man derfor skal servicere de kunder og de folk, der er i kommunen, Lyder det fra Jan Smed.

 

Virksomheder dropper Thisted

Uroen kommer på et dårligt tidspunkt for Thisted Kommune. I den seneste måling hos Dansk Industri er de den fjerde dårligste erhvervskommune i Danmark. De skiftende direktører i Teknik og Erhverv har ikke forbedret virksomhedernes forhold til kommunen.

- Klimaet er jo nok lidt anstrengt. Jeg tror, man i erhvervslivet i Thisted Kommune oplever en hvis afmagt, siger Tage Odgaard, der er formand for Dansk Industri Thy/Mors.

 

Tage Odgaard har flere gange måttet lægge ører til lokale virksomheder, der ikke vil anbefale andre at etablere sig som virksomhed i Thisted Kommune.

- Man mister måske lidt troværdigheden. Virksomhederne tror ikke længere på, at vi kan drive det frem. Vi trænger til at se noget aktion, hvor vi kører den rigtige vej, understreger han.

 

I byggebranchen savner de dialog og en fast direktør til at regere på den.

- De ting vi får op at vende, som vi synes skal ændres lidt og gøres lidt bedre kommer aldrig rigtig ud til de ansatte og kommer videre ud og servicerer os. Det bliver bare inde på direktionsgangen. Det er nok ikke lige den måde, vi andre vi vil betegne at skulle drive en virksomhed på, understreger Jan Smed.