Erhvervsliv: Ja til storkommune

Erhvervsliv: Ja til storkommune

Både John Gråkjær og ejeren af Ausumgård, Kristian Lundgaard-Karlshøj, mener, at det vil være en god idé med en sammenlægning af Holstebro og Struer Kommuner.

Om præcis en måned skal borgerne i Holstebro og Struer Kommuner stemme om, om de to kommuner skal lægges sammen. Fra erhvervslivet lyder der positive toner i forhold til en sammenlægning i en ny storkommune.

Ejeren af gården Ausumgaard, Kristian Lundgaard-Karlshøj, har hjemme i begge kommuner. Han har jord i Holstebro Kommune på den ene side af gården og i Struer Kommune på den anden side af gården.

- Kommunesammenlægningen er rigtigt vigtig for os. Jeg ser noget stærkt i, at vi selv tager beslutningen og valget i en tid, hvor vi har det godt alle sammen, siger Kristian Lundgaard-Karlshøj, gårdejer på Ausumgaard.

Sammenlægning skaber udvikling

I beslutningsgrundlaget til afstemningen står, at et samlet Holstebro og Struer vil give mere gennemslagskraft regionalt og nationalt. Kommunen skal hedde Holstebro, og den får næsten 80.000 indbyggere, hvis borgerne stemmer ja.

Erhvervsmanden John Gråkjær fra Holstebro ser lyst på kommunesammenlægningen. Det skaber udvikling, og det er den rette vej at gå, mener han.

- Der er virkelig mange ting, der er godt i Holstebro, men der er ligeså mange ting, der er godt i Struer. Det tror jeg, vi kan udnytte bedre, hvis vi står sammen, siger John Gråkjær, bestyrelsesformand i Gråkjær A/S.

Bange for at miste nærhed

En kommunesammenlægning er ikke fremmed for de to kommuner. Ved kommunalreformen i 2007 slog Struer sig sammen med Thyholm Kommune, mens Holstebro fik Ulfborg-Vemb og Vinderup ind i folden.

Dog ikke alle erhvervsdrivende i Struer har armene over hovedet ved tanken om en ny sammenlægning. De handelsdrivende ved, hvad de har men ikke, hvad de får, lyder bekymringen fra Handelsstandsforeningen.

- Struer Kommune kører økonomisk godt og der er en velfungerende detailhandel. Vi mister måske noget selvbestemmelse og den nærhed, der er i vores lille samfund, siger Lars Pedersen, formand i Struer Handelstandsforening.

Den næste måned vil både Struer og Holstebro Kommuner invitere til en række informationsmøder, der skal informere både borgere og erhvervsdrivende om en eventuel kommunesammenlægning.

Klik ind på vores Facebook-side og deltag i debatten om, hvorvidt de to kommuner skal lægges sammen.

 

02:44 Luk video