Fiskeskipper raser over rigide regler: Er nødt til at slå rødspætter ihjel hver dag

Thomas Hansen er vred over, at han ikke må smide fisk under mindstemålet ud igen, selvom de har stor chance for at overleve.

Thomas Hansen må dagligt tage livet af rødspætter, der er for små til at smide tilbage i vandet og for små til at sælge.
Thomas Hansen må dagligt tage livet af rødspætter, der er for små til at smide tilbage i vandet og for små til at sælge.
Foto: Richard Gaarn Svendsen, TV MIDTVEST

Fiskeskipper Thomas Hansen er godt og grundt træt af EU og deres fiskeri-regler.

Han vil allerhelst smide de rødspætter, som er under mindstemålet, ud igen, så fiskene kan leve videre.

Men når han først har fanget fiskene, må han ikke smide dem ud igen. Derfor må tusindvis at rødspætter lide en langsom død i de grønne fiskekasser. Så nu vil han råbe politikerne op:

- Det er simpelthen bare forkert at slå fisk ihjel, der kan leve videre. Det er der, vi er. Penge kan I snakke om ligeså længe I vil. Det har ingen betydning her, siger fiskeren fra Hvide Sande.

De rigide regler fik ham til at lave en video på Facebook, hvor han viser en hel kasse med rødspætter under mindstemålet på 27 centimeter, der er nødt til at lade livet lige så langsomt.

”Jeg forklarede kontrollen det uhyre spild af liv og resurser, men der var der ingen forståelse for!!” skriver Thomas Hansen i opslaget, efter at have haft besøg af fiskerikontrollen.

- Jeg blev så harm, at jeg var mødt til at lave en video om det, siger Thomas Hansen.

I følge EU skal al fanget fisk med i land, så det kan tælle med i fiskernes kvoter. Problemet er bare, ifølge fiskerne, at rødspætter under mindstemålet ikke er noget værd. Til gengæld viser forskning at de har gode overlevelseschancerne, hvis de kommer tilbage i havet.

Brugbare om en måned

Også i Fiskeriforeningen ryster de på hovedet af reglerne:

- Der er mange ting, der ændret sig for fiskeriet inden for de seneste to tre år, men det er noget af det mest vanvittige at vi skal smide fisk ud, der måske om en måned er brugbar, siger Jens Frich, Hovedbestyrelsesmedlem, Danmarks Fiskeriforening.

Discardreglen, betyder at for små fisk og fejlfangst ikke må smides tilbage i havet, blev indført i 2015. Men fordi forskning viser, at rødspætter overlever at blive sat ud igen, så er der indført en undtagelse. Den undtagelse gælder bare ikke hele året - og det giver ingen mening for fiskerne.

Billedet er taget fra THomas Hansens video på Facebook.
Billedet er taget fra THomas Hansens video på Facebook.
Foto: Privatfoto / Thomas Hansen

Men det er ikke kun på dækket af en kutter det ikke giver mening. Det gør det heller ikke på de bonede gulve på Christiansborg.

- Derfor arbejder jeg også på, at vi kan få en undtagelse fra dette regelsæt. For rødspætter i EU. Og det håber jeg, at jeg kan få kollegerne med på, så vi kan lave end undtagelse fra 2020, siger Mogens Jensen, Minister for fødevarer og fiskeri, Socialdemokratiet.

I Hvide Sande håber Thomas Hansen på, at ministeren lander en aftale. For han er nemlig godt og grundigt træt af at slå fisk ihjel, der kunne have vokset sig større og måske også nå at gyde.

- Jeg er godt nok 46 år, men jeg skulle da meget gerne fiske i tyve år mere. Så vi skulle da gerne blive ved med at have en bestand, siger han.

3:27
Fiskeskipper er vred over, at han ikke må smide fisk under mindstemålet ud igen, som har en stor chance for at overleve