Er det en hund eller en ulv?

Det ligner en ulv, men Simba er faktisk en hund – eller rettere sagt en tjekkoslovakisk ulvehund.

01:49

Oprindeligt var racen et eksperiment i det tjekkoslovakiske militær i 1950'erne, hvor man krydsede schæferhunde og karpatiske ulve og dermed fik en race, der var cirka 73 procent schæferhund og 27 procent ulv.

- Han har alle aftegningerne, han har den typiske hale som ulven har, siger Martin Gade Kristensen fra Nr. Thise.

Det kræver en kenders trænede øje, hvis man skal kunne se forskellen på ulv og hund.

- Eksperter kan se, at den har lidt større ører - og der er en større bug på den Tjekkoslovakisk ulvehund.

Simba kan ikke efterlades alene - man risikerer at han tager flugten - eller også risikerer man sine møbler.

- Det kostede faktisk en sofa - men han er tilgivet. Sådan er det ja, siger den overbærende ejer.

Racen er da heller ikke tænkt som en familie eller selskabshund, og den kræver en meget erfaren fører, der forstår dens specielle mentalitet.

Til trods for, at man ikke bør efterlade denne race alene hjemme, så understreger Martin Gade Kristensen, at den Tjekkoslovakisk ulvehund ikke er farlig for mennesker.

- Den er på ingen måde farlig. Han er bestemt, hvis man går over grænsen. Jeg har ikke oplevet, at han har bidt nogen, understreger Martin Gade Kristensen,

Der findes i alt 60 tjekkoslovakiske ulvehunde i Danmark.Til sommer afholder Martin Gade Kristensen campingtræf for ulvehunde-ejere fra hele Europa.