Enlige mænd med asyl bekymrer naboer

Naboer til et nedlagt fritidshjem i Ikast er utilfredse over, at 20 flygtninge med asyl måske midlertidigt flytter ind i de tomme bygninger.

19flygtninge.transfer.jpg

- Vi bor i det grå hus dernede, og det gamle fritidshjem ligger lige ved siden af, og der er ca. en 3-4 meters afstand imellem, fortæller Annette Kirstine Laursen.

Hun er nabo til et gammelt og lige nu tomt fritidshjem på Kongevej i Ikast. Det kan snart ændre sig. Ikast-Brande Kommune ønsker nemlig, at flygtninge med asyl flytter ind i de tomme bygninger - helt præcist 20 mænd. Der skal de midlertidigt bo, inden de skal familiesammenføres.

Udsigten til de nye naboer vækker bekymring i nabolaget.

- Det er mere den der utryghed, altså hvad det er, der kommer til at ske, hvad det er for nogen ungen mennesker, vi får ind, siger Annette Kirstine Laursen.

Samlet gruppe af naboer

Naboerne til fritidshjemmet har ikke hørt ret meget fra kommunen om planerne. Det har fået dem til at starte en gruppe på knap 30 personer, fordi de er utrygge over deres kommende naboer.

- Når der er så mange nye, er der jo rigtig mange af os, der føler sig usikre for at være her, fordi vi ikke kender dem, og fordi vi ikke kan få noget med dem at gøre, siger Tina Gulddahl Hansen, der også bor tæt på fritidshjemmet.

- Når de er her i så kort tid, er det meget, meget svært at tage dem med ind i de aktiviteter, vi har, så de på den måde lærer, hvordan vi gør i Danmark, og hvilke værdier, der er i Danmark, siger Tina Gulddahl Hansen.

Inviteret til borgermøde

Som en konsekvens af utilfredsheden inviterede kommunen onsdag aften til borgermøde. De utilfredse naboer fik dog ikke det ud af mødet, som de håbede på.

- Vi havde regnet med, det var et debatmøde, hvor vi kunne få et samarbejde med kommunen, men det blev mere til et orienteringsmøde, hvor vi føler, at tingene bliver trukket ned over hovedet på os. Vi skal bare leve med det her, siger Annette Kirstine Laursen.

På borgermødet kom det frem, at kommunen har haft forvaltningen til at kigge på det tomme fritidshjem. Her lyder vurderingen, at der maksimalt er plads til 20 enlige mænd. Derudover vil det koste omkring 500.000 kroner at renovere bygningen.

Kommunen vil nu vurdere, om de vil poste penge i at renovere bygningen og realisere de midlertidige boliger. Det skal besluttes på byrådsmøde i den nærmeste fremtid.