Enke kræver erstatning for dødsulykke

Enken til den 41-årige chauffør Carsten Jensen, der i september 2009 døde i en arbejdsulykke i Holstebro, hiver nu tre virksomheder i retten med krav om erstatning på 1,5 millioner kroner

Det skriver fagbladet 3F.

Carsten Jensen døde, da han indåndede giftige dampe fra noget kemikalieaffald ved en minkfodercentral i Holstebro.

I 2010 blev hans vognmand Marius Pedersen og fodercentralen idømt store bøder i en straffesag ved retten i Holstebro.

Det var den store fynske miljøvirksomhed Kommunekemi, der havde bestilt vognmandsfirmaet til at hente kemikalieaffaldet ved minkfodercentralen.

Anklagemyndigheden tiltalte ikke Kommunekemi i straffesagen. Men de forskellige meldinger om, hvad Kommunekemi gav besked på ved bestilling af opgaven gør, at de nu er stævnet i erstatningssagen.

Retten i Holstebro har afsat to hele dage til retssagen om erstatningen den 26. og 27. juni. Dommen afsiges formentlig tidligst i slutningen af juli.