Enige om barsk spareplan

Ringkøbing Sygehus nedlægges som selvstændigt sygehus - se her hvordan et flertal i Region Midtjylland vil spare 455 millioner.

01022010_Forlig.jpg

Et flertal i det midtjyske regionsråd bestående af Socialdemokraterne, SF, Radikale og løsgængeren Poul A. Christensen blev mandag aften enige om en spareplan til 455 millioner kroner.

Regionsrådsformand Bent Hansen (A) erkender, at både patienter og personale kommer til at bære tunge og ubehagelige byrder.

- Men når man skal finde 455 millioner, kan man ikke gøre det, uden at det rammer nogen, siger Bent Hansen.

Sammen med tidligere vedtagne besparelser betyder det nye forlig, at regionen bliver tvunget til at nedlægge omkring 1200-1300 stillinger

Politikerne har i forliget valgt at se bort fra embedsmændenes forslag om at ændre på det præhospitale område.

Hovedpunkter fra forliget

* Sygehuset i Ringkøbing ophører som selvstændigt sygehus og omdannes til akutklinik med lægedækning. Sengepladserne nedlægges. Det samme er tilfældet med sygehuset i Grenå.

* Fødeafdelingerne i Holstebro og Silkeborg lukker.

*  Øre, næse, halsafdeling flyttes fra Viborg til Holstebro.

* Medicinsk kræftbehandling flyttes fra Viborg til Herning.

* Brystkræftoperationer flyttes fra Holstebro til Viborg.

* Urinvejskirurgi flyttes fra Randers til Holstebro.

* De mikrobiologiske afdelinger i Herning og Viborg bevares. Der var ellers foreslået, at de skulle samles i Århus.

* Neuro-rehabiliteringen bliver i Lemvig - og flyttes altså ikke til andre sygehuse, som det ellers var foreslået.

* Hæmatologisk-afdeling (behandling af blodsygdomme) afdeling i Holstebro bevares.

* Der bevilges ekstra 6 millioner til et sundhedshus i Holstebro.