Enhedslisten: Roundup skal forbydes

Enhedslisten vil forbyde Roundup, som flere landmænd særligt i år har haft stor glæde af på grund af det dårlige sommervejr. Men det er skadelig på alle måder, mener partiet.

150825roundup.jpg

Enhedslistens miljø- og landbrugsordfører, Maria Reumert Gjerding, vil til oktober foreslå et forbud mod ukrudtsmidlet, Roundup, som haveejere og landmænd bruger. Det skriver hun ifølge Jyllands-Posten på Facebook.

- Det er alvorligt for vores drikkevand, der er i risiko for at blive forurenet, det er alvorligt for vores natur og de dyr og fugle, der lever i landbrugslandet, og det er alvorligt for alle os, der på et eller andet tidspunkt skal sætte tænderne i den mad, landbruget producerer, skriver hun blandt andet.

Bruger det til at fremskynde modning af korn

Særligt i år har Roundup været meget brugt blandt planteavlere på grund af den dårlige sommer. Derfor har det været nødvendigt at fremskynde modningsprocessen for at nå en bestemt skæringsdato for såning af efterafgrøder. En skæringsdato, miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) tirsdag har givet en generel udsætning af til den 3. september.

Miljø- og Fødevarestyrelsen lavede i oktober 2014 en redegørelse om brug af glyphosat, der udgør den største del af Roundup. Her fandt man ikke hverken faglig eller juridisk grundlag for at forbyde brugen af glyphosat, fordi stoffet ikke udgør en risiko i forhold til grundvand eller menneskers sundhed.