Engelsk fysiker ny hovedaktionær i FCM

Britisk forretningsmand overtager aktiemajoriteten i FC Midtjylland. Foto: Brentford FC

matthewbenhamweb.jpg

Matthew Benham er succesrig erhvervsmand, der ejer virksomhederne Smartodds Ltd. og Matchbook.com.Han er også fysiker fra Oxford University, livslang fodboldentusiast, ejer af London-klubben Brentford FC og nu også hovedaktionær i FCM med 60 % af aktierne.

- FC Midtjylland har det, der skal til for at skabe en succesrig topklub: Et imponerende talentarbejde, hvor usædvanligt mange akademispillere når førsteholdet eller bliver solgt til udlandet. En fodboldledelse, der drives af passion for spillet og klubben. Og endelig er klubben stærkt forankret i regionen, siger Matthew Benham i en pressemeddelelse fra FCM.

Ny strategi

For den nye ejer, Matthew Benham, er målet, at FC Midtjylland kvalificerer sig til de europæiske gruppespil mindst hvert andet år.

- Finansielle problemer har de senere år tvunget FCM til at sælge nøglespillere, men det skal der ændres på. Jeg er overbevist om, at vi kan skabe en sund og bæredygtig topklub - ikke ved at bruge flere penge end andre klubber, men ved at være klogere og mere effektive, siger Matthew Benham.

Fakta om Matthew Benham:

- 46 år, bosiddende i London, gift og har to børn.

- Uddannet fysiker fra universitet i Oxford, tidligere ansættelse i blandt andet Deutsche Bank.

- Stifter i 2004 Smartodds.co.uk med hovedsæde i London. Virksomheden beskæftiger 70 statistikere og analytikere, der laver analyser og research om fodbold for professionelle spillere, spiludbydere og myndigheder over hele verden. Indehaver af en række yderligere virksomheder.

- Livslang fan og ejer af fodboldklubben Brentford FC, der netop er rykket op i engelsk fodbolds næstbedste række, The Championship.

- Har gennem de senere år investeret op mod 400 mio. kr. i Brentford FC, der bygger nyt stadion i London-forstaden.

- Ser stort set alle barndomsklubbens kampe - er i tæt kontakt med fanbasen og følger dagligt debatten på diverse fanfora.

- Investerede 75 mio. kr. i den internationale ungdomsturnering NextGen, der kørte en årrække med deltagelse af alle europæiske topklubber - det var turneringen, hvor eks-FCM'eren Victor Fischer slog igennem.